Thyros folkets oprindelses-myte
En gang for meget længe siden var Thyros-folket mere voldelige og krigsførende, end de er i disse tider. De ville sejle ud og bruge deres mere avancerede teknologi til at føre krig mod mindre folkeslag og plyndre deres lande og byer.
Dog en dag vendte Moder Hav sig imod dem. Når de drog ud på havet, ville der komme uvejr, og på land blev deres afgrøder oversvømmet. Det Thyriske folk sendte krigere ud for at bekæmpe de dæmoner, de mente Moder hav havde sendt for at forbande dem, men de blev hver gang sendt i land af storm eller døde på havet.
En bådebyggers datter så sammenhængen mellem deres mere og mere voldelige adfærd og Moder havs vrede, og hun besluttede sig for at drage ud og kommunikere med Moder hav på en mere diplomatisk vis. Hun havde intet andet end en lille jolle og lige akkurat rationer nok til at overleve ude på havet.
Først prøvede havet at støde hende væk ved at sende en storm imod hende, men hendes jolle hvis sejl var meget mindre end krigsskibenes, kunne hun stadig kontrollere på trods af stormen, og hun overlevede.
Dernæst kom hun til en stor tåge på sin vej. I tågen kunne man skimte skikkelser, som fløj omkring hende med røde øjne og en tørst for blod. Hun vidste det var havets dæmoner, men i stedet for at råbe og angribe dem, tiede hun stille, så de ikke opdagede hende.
Efter lang tids sejlads, stoppede tågen. Pludselig var himmelen åben og skyfri, og havet var både stille og blankt, så man kunne spejle sig i det. Hun nærmede sig midten af havet, der hvor man sagde, Moder hav holdt til.
Der var ingen vind, så hun måtte tage en åre og langsomt ro sig ind mod midten, men selv når hun roede, kom der næsten ingen ringe i vandet.
Til sidst var hun der. Hun kikkede sig om for at se Moder hav, men kunne ikke se nogen. Men da hun kikkede ned så hun en lille skikkelse.
En fisk.
"Hvad vil du mig?", spurgte fisken.
"Jeg søger moder-hav så hun kan hæve forbandelserne over mit folk", svarede hun, "vil du bringe mig til hende?".
"Hun er her," sagde fisken og pegede på sig selv. "jeg er alt omkring dig og jeg er havets sang du hører i dit hjerte."
Hun kikkede undrende på fisken, men efter lidt tid spurgte hun dog så: "Kan du hjælpe mit folk?".
"Dit folk er fortabt i krig og ødelæggelse. hvorfor skulle jeg ikke blot oversvømme jeres afgrøder og lade jer gå til grunde i jeres vold?". Fisken kiggede på hende, med et fredfyldt ansigt. Som var den ikke blevet påvirket af de ord den lige havde sagt.
"Jeg sværger at fylde mit folk med fred, hvis du blot vil hjælpe mig," bad hun, "hvis du blot vil give dem et tegn så de ved at jeg taler for dig."
Moder hav lovede at hun ville stoppe ødelæggelserne og gav pigen et symbol med moder-havs tegn som bevis på, at pigen havde været der. Pigen vendte tilbage til Thyros og fortalte dem, hvad Moder hav havde sagt. Hun viste dem symbolet, og de troede på hende, og lige siden den dag har moder-hav talt gennem en udvalgt pige, og Thyros har holdt sig som en fredelig nation.
Remove these ads. Join the Worldbuilders Guild
Comments